Lundeborg Sejlklub holdt stiftende generalforsamling på Lundeborg Kro den 16.november 1983.
Tidspunktet på indkaldelsen var en smule diffus. Men det skulle være efter Fodboldlands-kampen i TV mellem England-Danmark.
Men det blev ikke lige efter landskampen. De tilstedeværende skulle lige have armene ned. Danmark vandt nemlig for første gang, siden bronze-holdet ved OL i 1948, på Wembley Stadium over England 1-0 på et mål af Allan Simonsen på straffe i det 36. minut.
Da øl til landskampe er en ubrydelig tradition, som har vist sig at holde i Lundeborg Sejlklub helt op i det næste årtusinde, blev sejlklubben stiftet i en gemytlig og sund stemning.
Beruset af den danske sejr blev Kjeld Bundgaard Pedersen, Oure, valgt til formand, Kis Henriksen, Lundeborg, til næstformand, Kenneth Arndrup, Lundeborg, til kasserer, Palle Palsgaard, Gudme, som sekretær og Michael Vest Hansen til menigt medlem af bestyrelsen.
Men hvad skulle klubben hedde. Nogle mente Gudme Sejlklub. Lundeborg lå trods alt i Gudme Kommune. Og hvis man skulle have Gudme Kommunes velvillighed fremover, var det måske en god ide, var argumentationen.
Men det faldt trods de gode argumenter ikke i god jord hos lundeborgenserne. Og de ”vandt”.
Dermed var Lundeborg Sejlklub en realitet.
Som det sikkert er gået op for den opmærksomme læser af vores 25 års jubilæumsskrift har et gennemgående træk i Lundeborg Sejlklubs første kvarte århundrede været et muntert liv både til lands og til vands og et fællesskab, når det handlede om de årlige familiesejlture, voksenture og kapsejladser, og om fælles bygning af klubhus, ophalingsbro til joller og mastehus m.m..
Og når vi har kunnet se bunden i klubkassen har der været tale om munter nøjsomhed og sjove fester, som har rettet op på økonomien.
Sådan bør det også være de næste 25 år.
Men vi har et problem, som vi deler med mange sejlklubber landet over. Flertallet af klubbens medlemmer er blevet ældre drenge og piger – men i Lundeborg naturligvis stadig smukke og flotte og ikke mindst muntre.
Derfor er det vigtigt at få yngre medlemmer – gerne børnefamilier – til at deltage både til vands og til lands.
Hvordan det skal ske, synes jeg vi skal bruge vinteren til. Der er garanteret mange gode ideer til at løse det problem. Og det er dem vi vil samle og komme med et oplæg til foråret.
Her et par eksempler:
• Forsøge at ændre forstokkede og konservative holdninger og meninger til fremsynet lyst og udvikling.
• Støtte træneruddannelse og yde aktiv opbakning til arbejdet med børn og unge.
• Sørge for at udskifte og vedligeholde klubbens fartøjer bedst muligt.
• Indhente fornøden sponsorstøtte til krævende opgaver og projekter.
• Søge pressens og kommunens bevågenhed til støtte for den fortsatte udvikling.
• Følge den almene og nære samfundsudvikling med henblik på at opnå bedst mulige vilkår for klubbens fortsatte eksistens og udvikling.
Men der må være mange flere ideer, så klubben også om 25 år kan fejre et jubilæum i Lundeborg Sejlklub. Derfor kræver det, at vi skal arbejde aktivt på en ”foryngelseskur”, så vores efterfølgere også kan få en god fest ud af det!
Med disse ord tak for 25 år i bestyrelsen.
Kenneth Arndrup
Formand / 2008