Standardside

Blæst, ål og puddersukker

Finn Staal havde taget initiativet til eftersommerturen 2020 i weekenden 5-6. september,

og som det fremgår af overskriften, bød turen på lidt af hvert.

Her er de deltagende både nævnt i rækkefølge fra ydermolen på Birkholm:

-          Jettes motorbåd med Peder Hovmand og Lars

-          Joint med Jette og Finn

-          Søs fra Rantzausminde med Henning

-          Julle med Bjarne og Føns – og Kirsten indtil Birkholm

-          Rylen med Karen Jette og Torsten og Rosa skibshund

-          Frigg med Maria og Peter og børnene

-          Dima med Sandra, Reider og børnene

-          Viki med Kirsten og Kjeld samt Kirsten Lønfeldt

Hermed en kort beretning baseret på logbogen i Rylen:

Afgang Lundeborg fredag 16.00 i frisk vind. Skipper afviste en kom-godt-ud-af-havnen-bajer grundet udsigt til grumset vejr. Vinden var SV-lig, så der blev taget hjem på skøderne og sejlet bidevind for at blive i læ langs kysten.

Fra Elsehoved og mod Thurørev-bøjen var der dog ingen kære mor – gradvist blev vi sendt ud i opfriskende vind og krapsø. Kort før revbøjen måtte skipper slippe rorpinden og gå på dæk for at sætte første reb på krogen ved masten. Og Lunkebugten viste sig at svare til sit navn. Midtvejs målte vi 15 sekundmeter og skipper måtte igen satse og gå på dæk og sætte andet reb på krogen.

Nå, det var også ok, vi loggede 7 knob ned mod Langelandsbroen for en halv krydsfok og de 2 reb i storen. Med udsigten til efter broen at få det hele i snotten ned mod Strynø valgte vi i stedet at gå ind i industrihavnen i Rudkøbing.

Efter et let måltid – bøf med løg (fra huset Beauvais) - sendte jeg en SMS til turens arrangør Finn og foreslog at blive på Langeland et par dage, indtil vejret havde bedret sig.

Svaret var en ringe trøst: ”Hvad mener du med det? Kom on nu!!!”

Da jeg således havde modtaget svar fra ledelsen, lå jeg halvvågen fra ved 03-tiden - og stod til sidst op og forlod havnen klokken 06. Selvsagt kom vinden stik fra Strynø. Da vi ikke nænner at tvinge Rylens motor til at skubbe skuden op mod frisk vind og krapsø, blev der hurtigt sat en halv fok og et reb i storen, og så gik det ellers med korte kryds ud gennem renden mod SV. Længere ude friskede det selvfølgelig endnu mere, og et krydsben over i læ under Strynø hjalp kun for en stund. Da vi gik fri af dobbelthagerne syd for Strynø var vinden igen oppe på 15 sekundmeter og tilsvarende sø. Efter at have rundet mærket mellem Strynø og Ristinge kunne vi lige holde kursen klodshalet, til vi nåede mærkerne mod Mørkedybet, hvor vi endelig kunne falde lidt af og løbe resten af vejen mod Birkholm på krydsfokken alene. Med held markerede vi på kortet passagen af Grensholm, Bredholm, Buddiken og Græsholm. Lettere udmattede nåede vi velbeholdne frem ved 08-tiden og lod straks, som om det hele havde været barnemad – og det gjorde de andre så også, men de var jo også knap nok vågnet. Finn var dog frisk og hjalp med fortøjning og vejledning som ”Jeg holder fast her” og ”Pas på røven” og ”Skal du virkelig ligge langskibs”. Det var en stor hjælp.

Således vel fremme skinnede solen selvfølgelig - som forventet af Finn. Vi var nu i gode venners selskab, og flere kom til. Der var både formiddagsbajer og spadseretur på øen og god gang i forberedelsen til aftenens ålespisning med borddækning, øens blomster blev plukket – og vi gamle sov til middag.

Da Karen Jette er dårligt gående prøvede skipper først at transportere hende til forsamlingshuset på en havebør – uden held – den eksede komplet. Heldigvis kom den ene af de fastboende brødre – Morten – forbi med MTV plus trailer, så KJ fik et lift til forsamlingshuset. Her var smukt pyntet og arrangeret, alt efter Covid-19 forskrifter med håndsprit og afstand.

Der blev kogt og braset, hvorefter vi fik serveret ål, kartofler og persillesovs – vi var ovenud tilfredse – de var supergode, og der var rigeligt. Og et par glas gled vel også ned, så vidt jeg husker. Der blev skålet for ål, og der blev skålet for Staal, og inden længe blev Karen Jette kørt ned ombord af skipper, denne gang med en murerbør – solid konstruktion og pålidelig – altså børen - ikke skipper.

Vel tilbage i festen blev serveret kaffe – blandt andet med fortrinlig puddersukker – og dejlig kage. Finn blev takket mange gange for det gode initiativ og - som han også fik at vide – så fortjente dette at blive en tradition.

Det var på dette tidspunkt en trøst for skipper på Rylen, at han ikke havde været alene om strabadserne på turen til øen. Lars berettede levende om, hvordan han havde måttet vejlede sin skipper Peder hele vejen – først lidt til styrbord, så lidt til bagbord, osv. – og at han måtte ligge ude på fordækket og skrabe grøn sø af vinduerne, så skipperen kunne orientere sig bare lidt. Det havde ikke været nogen spøg.

Til sidst aftalte vi alle tilfredse og glade - og måske lidt ude af balance - at vi følgende formiddag klokken 10 ville møde op for at rydde op og gøre rent. Måske havde Jette og Finn ikke den store fidus til vores pålidelighed og håndelag dagen derpå – i hvert fald havde de allerede gjort arbejdet selv ved 9-tiden – selvgjort er jo som bekendt velgjort.

Et allemandsmøde på havnen i læ bag bukketorn i strålende solskin afsluttede fællesturen, hvorefter bådene én for én smuttede ud af havnen, Henning mod vinden over mod Højestene-løbet og Rantzausminde, vi andre med vinden ned mod Strynø og hjemad mod Lundeborg. Bortset fra en hidsig haglbyge syd for Strynø, tror jeg, at vi alle havde en dejlig tur hjem – og vi sejlbåde havde gud-ske-lov endelig lidt slæk på skøderne.

Og så er det ikke engang løvn - med vanlig sejlerhilsen fra Torsten.